Erindringer, digte og små fortællinger

Somre, der var engang.

Min barndoms somre duftede af hybenroser og hjemmelavet saft af hyldeblomster. De duftede af rent sengetøj, gule grøftekantsblomster og nyslået hø. De lignede lyserøde vatskyer på aftenhimlen og de lysende, klare stråler fra solens titten frem gennem de vigende, men stadig tunge regnvejrsskyer. De smagte som nyopgravede kartofler, mors agurkesalat og jordbær med fløde. Min barndoms somre føltes som dage, fulde af sol, støvede markveje og bare tæer. De føltes som voksnes varme favntag og nærvær og alligevel som dage uden indgriben i børns hemmelighedsfulde lege. De lød som svalernes susen gennem luften, som hønsenes klukken og den øredøvende stilhed i middagsstunden, når alt åndede fred.

Det vidste jeg bare ikke dengang. Dengang, hvor jeg hver sommer var på ferie med min søster hos Moster og Jens på gården. Da var jeg der bare, i oplevelsen, uden tanke om i morgen, om voksenlivet, om sorger og glæder, der endnu skulle komme, uden bekymringer, men med barndommens væren til i nuet, med en sanselighed, som satte sig spor i erindringen dybt i min hjerne.

Erindringen vækkes til live i små brudstykker, nu hvor jeg er kommet op i årene. Minderne vælder frem, når en speciel duft strejfer mine næsebor, når en særlig smag vækker mine smagsløg, når et synsindtryk åbner mine øjne, når den bragende stilhed suser i mine ører, eller når en oplevelse varmer mig dybt ind i sjælen. Da er jeg tilbage i barndommens land, min begyndelse eller tidens mælketand, som Benny Andersen skriver i sin dejlige sang ”Barndommens land”. Jeg er tilbage i det lille kammer i den anden ende af stuehuset hos Moster og Jens. De havde ikke pige i huset mere, så kammeret stod tomt det meste af året. Nu var der redt op til min søster og mig med kridthvidt, linned over de klumpede andeduns dyner. Duften af det rene sengetøj, der havde hængt til tørre i solen og vinden, den kølige fornemmelse det var, at lægge sig i sengen og trække den tunge dyne med det stift rullede dynebetræk op til næsen, den hverdagsagtige begivenhed, der gentog sig aften efter aften i de somre, gav mig en oplevelse, der var helt speciel.

Når jeg nu selv hænger sengetøj og viskestykker til tørre i vinden, fordi jeg aldrig har fået anskaffet mig en tørretumbler, så glæder jeg mig hver gang til at tage det ind igen, dufte det rene linned og mindes barndommens somre helt oppe fra hjernens inderste hukommelse.

Om morgenen blev vi ofte vækket af Jens’s kalden: ”pulle - pulle – pulle”, når han påkaldte sig hønsenes opmærksomhed på det foder, han kom med. Der blev samlet æg, mange æg, og vi sad omkring køkkenbordet og hjalp til med at gnide æggene rene. Jeg kan stadig huske den vamle lugt af hønselort på den fugtige klud. ”Det skal jo ikke være leg og ferie det hele”, sagde Moster. Tænk at vi ikke fik en salmonella-infektion, men det ord var nok ikke opfundet dengang. Selvfølgelig vaskede vi hænder bagefter, helt frivilligt, for at komme af med lugten. På badeværelset var der et sort- og hvidnistret terrassogulv, og der lå altid en stor lyserød håndsæbe på kanten af vasken. Der var en speciel duft på det badeværelse. 50 år efter huskede jeg det, hver gang jeg gik på toilettet på mit nye arbejde. Der var der et lignende terrassogulv, men sæben var ikke den samme. Den var selvfølgelig flydende, hygiejnisk og antiseptisk, men hvad mon der var i fugerne på det terrassogulv? Jeg ved det ikke, men duften mindede mig om min barndoms somre.

Onkel Jens skulle altid sove middagssøvn sammen med Moster. Denne stund var omgærdet af barndommens mystik for det ukendte. Pludselig blev der stille, ingen travlhed og jag, freden og roen sænkede sig over gården. Min søster og jeg blev tavse og mærkede dybt nede i maven den lyd af kropslig og åndelig opladning, som en pause midt på dagen kan give fortravlede sjæle. Imens kunne vi gå lidt på opdagelse, uden at larme og vække de sovende, lege med kattekillingerne eller sidde i grøftekanten, beruses af duften fra hybenroserne og flette kranse af kløverblomster.

”Hyldene dufter i stuen ind”, synger vi så rigtigt i Thøger Larsens dejlige sommersang. Fra min barndoms somre mindes jeg, at der var hyldetræer lige udenfor vinduet både hjemme og på gården hos Moster. Min mor lavede hyldethe af blomsterne, så den tradition har jeg selvfølgelig båret med mig. Jeg husker, at min far altid sagde: ”Der er ikke noget, der slukker tørsten så godt som et glas kold hyldethe”. Om vinteren fik vi den varm med ekstra sukker i. Det er endnu ikke lykkes mig at gemme hyldeblomstersaften så længe, at jeg som voksen har smagt den som varm the. Dertil smager den for godt af min barndoms somre, så jeg drikker den kold,  gerne i et glas hvidvin og mindes med glæde.

Mors hjemmelavede agurkesalat hørte også med til smagen af sommer. En skuffelse over en aflyst udflugt medførte, at mor resolut arrangerede madpakketur i haven for min søster og mig. Jeg kan endnu huske, hvordan den smagte, den fugtige leverpostej med agurkesalaten ovenpå, som jeg pakkede ud, siddende på det ternede tæppe på græsplænen derhjemme. Det blev alligevel en god udflugt. 

Smagen af jordbær hører heldigvis stadig til smagen af sommer den dag i dag, men hver gang jeg putter det røde bær i munden og lader den søde saft pirre mine smagsløg, så mindes jeg endnu jordbærrene fra min barndom. På en eller anden måde tror jeg, at de smagte endnu mere af jordbær dengang, men sådan er det vel med minder. Oplevelser fremelskes og forstærkes i saft og kraft af længslen efter det, der var engang.

Moster kom en aften op på kammeret, efter at vi var gået i seng, med jordbær på en tallerken til hver af os to piger. Vi sad oppe i de hvide senge og spiste sommerens bedste måltid. Jeg tror ikke vi spildte en eneste dråbe, men selv om vi havde gjort det, ville Moster ikke have skældt ud på os. Minderne om hende fra sommerferierne på gården er forbundet med varme og hygge.

Vi fik også jordbær hos Søster. Hun var onkel Jens’s søster, og derfor hed hun ikke andet. Hun boede i byen i et hus, der til stor undren for os børn fra landet, var bygget sammen med andre huse i en lang række. Søster havde boet på gården sammen med Jens, indtil han i en høj alder fandt på at forlove sig med Moster. De var for gamle til selv at få børn, da de endelig blev gift, så derfor var de begge glade, men måske især Moster, for at de hver sommer kunne have os børn i huset.

Besøgene hos Søster var altid forbundet med en slags andagtsfølelse. Hun havde sikkert regnet med, at hun kunne blive boende på gården altid, og vi følte hver gang en anstrengt stemning, når hun og Moster var sammen. Nu boede hun alene midt i byen, var gammeljomfru og meget stor og grim, syntes vi. Søster serverede jordbærrene med rigtig fløde og med sukker, som blev drysset ud gennem kniplingshullerne i en guldbelagt strøske. Det var underligt, men også lidt eventyrligt, at sidde der i den fine havestue og spise jordbær. De voksne fik kaffe. Mon ikke vi piger fik hjemmelavet saft? Jeg husker det ikke så nøje, men jeg kan endnu genkalde mig lysindfaldet i havestuen, lidt dunkelt på grund af de mange blomstrende pelargonier, men alligevel lyst og sommerligt gennem de mange små ruder i de afskallede vinduesrammer. Når jeg i dag dufter til gamle biblioteksbøger, stikker næsen helt ind mellem de støvede sider, kan jeg endnu se og fornemme duften af alle de gamle ting i Søsters stue.

Det føles som om, vi altid havde sol og varme i de somre på landet. Det føles som om, alting lugtede og smagte mere intenst end nu. Det føles som om, lyden af stilhed var mere påfaldende og synsindtrykkene smukkere, end jeg oplever det i dag. Det føles som om, der på én gang var mere frihed og mere nærvær, end der er i dag omkring nutidens børn, men jeg ved, at det er mine sanser, der leger med mig, min hukommelse, der er farvet af de lyserøde vatskyer, som jeg beundrede på min barndoms aftenhimmel.

Minder er gode at have. De giver rødder og skaber holdepunkter i livet. Dette foranderlige liv, hvor børn af i dag også sanser og oplever ting, som de en dag vil hente frem fra hjertets dybe gemmer.

Digte

Morgen

De røde øjne slanger sig fremad
foran mig
i en endeløs række
mødes med den hvide strøm
der suser forbi
forbi

jeg forfølger de røde øjne
bliver ved med at være
en del af strømmen
snart drejer de den røde krop
i skarpe buer
snart dukker de ned
bag bakken
så jeg ikke kan se dem

en gang imellem blinker de
skærende
til mig
jeg reagerer med et blink igen
til min bagtrop

den hvide slange er mig ikke nådig
jeg blændes
af dens stirrende
vedvarende stråler
de skarpeste
næsten blålige øjne
irriterer mit morgensøvnige blik

jeg svarer igen
med en svada af lysglimt
men får bare igen
af samme skuffe

næsten blind når jeg mit mål
trækker ud af den røde slanges krop
giver mig til kende
med gule hidsige blink
drejer til højre
og ånder lettet op

På tur i Ry

Armen hænger ud af vinduet
han trommer utålmodigt mod Hanomac’ens blå lakering
lyden fra bilradioen
blander sig med signalklokkerne
fra jernbaneoverskæringen
Arriva suser forbi
formiddagens travlhed
afspejler sig i bilisternes ansigter
bare derudaf
korte stop
motoren kører
på vej ud af banken
er hun nær ved at blive kørt ned af en cyklist

Fodgængere henvises til modsatte fortov
siger skiltet på trådhegnet
nybyggeri
betonelementer
stabler af rockwool
grotesk kontrast til nabohusets bindingsværk
en blanding af nyt og gammelt
røde, grå, blå facader dækker det værste forfald
smukt pyntede kummer, palmer og sig det med blomster
cafeborde byder velkommen
en sødlig duft strømmer ud fra den åbne dør
der falder en dråbe på min arm
det trækker op
duften af sommerregn og varm våd asfalt
minder mig om at jeg er turist
jeg har ikke travlt

Jeg står i ly i den lille gyde
ser en varebil med et logo for et byggefirma
motoren larmer vist mere end nødvendigt
på siden står der: Vi ved – du kan
så bliver der pludselig stille
i fem korte sekunder kører der ingen biler
ingen mennesker er at se på gaden
det er holdt op med at regne
solen titter frem
og jeg registrerer
at der ikke længere er trafikstøj men fuglefløjt i luften
en bildør smækker og så er byens lyde tilbage

Tid

Så gik den dag
så gik det år
hvor blir den af
den tid der går

er den i smilet som jeg fik
er den i turene vi gik
er den i tanken varm og glad
i stjerneskud og bøgeblad

er tiden lang
er den for kort
en stille sang
der visner bort

er tiden gået uden men
og har den vinger eller ben
hvad har den bragt af godt og ondt
og varer den et helt sekund

er tid en ting
som man kan se
går den i ring
jeg tror måske

måske er tiden det vi har
når verden føles tryg og rar
og når den rammer ond og hård
og bruger dag minut og år

vi måler tid
på livets ur
den tager en bid
og går en tur

måske den blir her mens den går
og vokser af det liv den får
så blir den brugt men aldrig op
jeg tror den bor i sjæl og krop.

Vinden i ord

For digtet "Til Vinden" vandt jeg 1. præmien ved Ringkøbing Bibliotekernes bidrag til Kulturfestival Vinden i 2003 - en litteratur-konkurrence, der hed "Skriv om vinden".

Jeg fik overrakt denne smukke Fjerpen, lavet af billedkunstner Jørgen Pedersen, ved et arrangement den 31. oktober 2003 på Ringkøbings smukke Bibliotek.

Digtet udkom også, sammen med andres bidrag til konkurrencen, i en smuk bog med titlen "Vinden i ord".

Til Vinden

 

Jeg ser dig,

og alligevel er det ikke dig, jeg ser.

Jeg ser dine aftryk på min verden,

når du kommer flyvende ind fra vest.

Jeg ser dine spor

hen over vandet,

de små krusninger på vandoverfladen,

som snart bliver til skumklædte bølger.

Jeg ser dine spor

på træernes krumbøjede rygge

og på mælkebøttens faldskærmefrø,

som du rev løs, sidst du var forbi.

Jeg ser dine spor

på de snehvide vatskyer,

som du netop nu lader glide hen over mit hoved.

 

Jeg hører dig,

og alligevel er det ikke dig, jeg hører.

Jeg hører de udtryk, du giver min verden,

når du lader den optræde som et stort orkester.

Jeg hører det sprog,

du giver træernes blade,

når de rasler med efterårsløvet,

og når de næsten lydløst hvisker i aftenbrisen.

Jeg hører det sprog,

du giver mit hus,

når det klagende og knirkende

prøver at modstå din kraft i vinterstormen.

Jeg hører det sprog,

du giver byens flag og skilte,  

når de klaprer og blafrer

en vise om overflod og forfald.

 

Jeg smager dig,

og alligevel er det ikke dig, jeg smager.

Jeg smager det, du bringer med til mig

fra min verden.

Jeg smager havets salt,

som du bringer med i en gus,

og afsætter på mine læber,

når jeg går morgentur gennem det dugvåde græs.

Jeg smager den jord,

du lader fyge over marker og veje

og ind ad min dør,

så jeg må tænke på smagen af nye kartofler.

Jeg smager det luftige kys,

du lader min elskede sende med en vind

op til mit vindue,

når han går bort

 

Jeg husker dig,

og alligevel er det ikke dig, jeg husker,

men lugten i mine næsebor bringer mig sanserige minder

om min verden.

Jeg husker strand og varme sommerdage,

når du lader hybenrosens duft

svæve forbi mig.

Jeg husker min mor i det ternede forklæde,

når du lader mine viskestykker blafre i sommervinden

og sende mig dufte af rent linned

hen til mig fra mit tørrestativ.

Jeg husker mørkerøde juleaftener,

fordi du sender berusende dufte

af flæskesteg og rødkål ud til mig,

når jeg går forbi naboens åbne vinduer.

 

Jeg mærker dig,

og alligevel er det ikke dig, jeg mærker.

Jeg mærker den kulde og den varme,

du skiftevis omgiver mig med

i min verden.

Jeg mærker de vanddråber, du lader piske i mit ansigt,

når jeg strides mod vestenstormen.

Jeg mærker sneen, der fyger i den frostklare luft

og de kuldegys, det giver,

når du lader de små fnug finde vej under mit uldne halstørklæde.

Jeg mærker puffene i min ryg

og mit hår, der varmt stryger sig om mit ansigt,

når jeg følges med dig langs stier og veje

i min verden af vind.

 

Jeg kender dig,

og alligevel er det ikke dig, jeg kender.

 

En lille gyser

Især leverpostejen var god

Slagtermester Brok var i dårligt lune som så ofte før. 
”Se så at få hakket den fars”, tordnede han mod Sofie, den nye elev.
Hun havde lige ekspederet en kunde, som havde lovprist årets julesylte.
”Hvor var den altså god. Ja vi havde jo børnene til frokost i går”, kvidrede kunden. ”De spiste det hele, så nu må jeg ha en ny”. 
Hun købte også en lille leverpostej. Sofie ville have fortalt mester om sylten, men hans vrede brøl forskrækkede hende.
”Ja, ja, jeg skal nok”.
”Tag dig ikke af ham", trøstede Torsten. Han var slagtersvend og havde et godt øje til Sofie.
"Gad vide om Alma er skredet”, hviskede han. ”Måske er det derfor Mester er ekstra sur lige for tiden”. 

Slagtermester Broks kone, Alma plejede at hjælpe med at ekspedere i den lille slagterforretning i dagene op til Jul, men i år kom hun ikke. Slagtermester Brok havde meddelt, at de måtte klare sig alene og indstille sig på ekstra travlhed. Hans kone var nemlig taget på en charterrejse ned til sydens sol, havde han sagt. Den store bakke med kødklumper stod parat til at blive hakket. Som regel var kødet afskåret i nogenlunde lige store stykker, men i dag var stykkerne forskellige. Han havde nok haft travlt med udskæringen den gamle gnavpotte, tænkte Sofie. Hun havde endnu ikke fået lov til ret meget andet end at lave fars.

”Jeg tror nu ikke på det med sydens sol. Hun har garanteret fundet en anden”, fortsatte Torsten. ”Men fint nok at blive fri for det fede læs i år”. Han blinkede til Sofie. ”Hun fyldte lidt for meget her bag ved disken”.
”Det kan også være mangel på søvn, der gør ham så pirrelig”, mente Sofie gammelklogt. 
De sidste par dage havde slagtermester Brok nemlig været i butikken nærmest døgnet rundt. Han havde fået en ny leverance tidligt om morgenen dagen før, ja det havde vel endnu været nat, for leverancen var skåret op og klargjort inden både Sofie og Torsten var mødt ind. 

Den lille klokke over døren fortalte, at der igen var kunder i butikken.
Torsten stod klar med sit sædvanlige:
”Og hvad kan jeg så hjælpe dig med?”
”Jeg vil gerne snakke med slagteren selv”.
Den lille kone foran disken så meget bestemt ud. 
”Jamen nu skal jeg hente ham”. Torsten skyndte sig ud i baglokalet.

Slagtermesteren fór sammen og proppede i en hast noget ned i en sort plasticpose, da han hørte skridtene bag sig. Han vrissede ad Torsten, og tørrede omhyggeligt sine hænder, inden han gik ind i butikken.

”Den flæskesteg, jeg købte i går, var da helt uspiselig”. Kunden forklarede detaljeret og med husmoderlig stolthed i stemmen, hvordan hun havde tilberedt den.
”Ja akkurat ligesom jeg plejer”, sagde hun fortørnet, men sej, det var den, selv om der havde været rigelig med fedtkant, og sværen, ja den ville jo slet ikke blive sprød.

Slagtermester Brok svedte og hakkede i det, mens han undskyldte mange gange og tilbød en anden og endnu større flæskesteg som erstatning. Det var den lille kone tilfreds med, og slagtermester Brok holdt febrilsk døren for hende, da hun gik.
Han skyndte sig tilbage i bagbutikken, snuppede den sorte plasticpose, og råbte:
”I må selv lukke og slukke i dag. Jeg tager hjem nu”.

”Det skal fejres”, sagde Torsten. ”Lad os tage en mad med den der gode leverpostej. Der har han virkelig overgået sig selv. Gad vide hvad han har puttet i den i år. Den er bare lækker”.

Socialrealisme - eller...?

Må man ta hunden med

Så kom hun også, Fylde-Fie! Det havde han li’godt ikke troet. De havde fulgtes ad på landevejene dengang, hun stadig kunne styre det. Drikkeriet altså. Da hun så erhvervede sig sit øgenavn, og han erhvervede sig den der forbandede sukkersyge, ja så gik det hele ligesom i opløsning.

Ja det var nok også sukkersygen, der til sidst tog livet af ham. Han vidste det godt. At han ikke passede godt nok på. At han ikke fik taget sin medicin. At han spiste og drak forkert. Det første for lidt og det sidste for meget.

Og Nils Naver var der også sammen med et par stykker mere fra slænget. Det var li’godt pænt af dem. Manse havde provianten med, som han plejede. Han skramlede med plastikposen og knappede op med tænderne. Tænk at de rådne stumper stadig kunne holde til det! Og Minna, ja hun måtte vel have lukket ”Den Skarpe”. Hun var ellers helt pæn at se på her under åben himmel. Nu stod hun dér med hans bedste ven, hans livs mest trofaste følgesvend, Smutte. Åh, hvor var det dog godt at se ham. Smutte logrede med halen og trak i snoren. Det var som om, den ville hen til ham, men Minna rykkede den på plads ved sin side.

- Jeg har altid ønsket mig en hund, sagde hun til Maleren. Den er jo vant til at komme i ”Den Skarpe”, og så slipper den da for at sove i trappeopgange eller under bænkene i parken som før. 

Maleren nikkede og snød højlydt sin næse mellem et par gulfarvede fingre. 

- Skål, udbrød Manse pludselig. Han rakte flasken ud i strakt arm hen mod de andre. Da var det, at han ramte ham lige midt på brystkassen. Det føltes som om, et lille hik undslap ham, og Manse glippede et par gange med de rindende øjne.

- Det er nu stadig min hund, sagde han, men det var som om, ingen hørte ham. 

Han syntes også, at hans stemme lød så hul. Han havde ikke troet, at det ville være sådan. At han kunne se dem. Og høre dem. Det var hos Minna, han pludselig var blevet så dårlig, der på barstolen. Men det skulle en pilsner nok kunne klare, mente han. Da han gik fra ”Den Skarpe” den nat, blev han pludselig så træt, og så var det, han var krøbet ind mellem kasserne i gyden. Smutte havde varmet ham så dejligt.

- Ja, der var jo nogen, der hørte hunden, sagde hun. Den havde siddet og småhylet det meste af natten og det halve af dagen med. Han var jo stivfrossen, da de fandt ham.

Nils Naver skrabede med sine slidte kondisko i perlegruset. 

- Så skulle vi måske synge en sang, foreslog han. Sådan lidt forsigtigt. 

Fylde-Fie bestemte straks, at det skulle være ”Haveje”. Åh nej, tænkte han, da de alle pippede med. Bare de dog havde valgt ”Himmelhunden”. 

Åh, Smutte! Han gik hen imod den. Sært nok, at gruset ikke knasede under hans fødder. Det føltes næsten som om, han svævede, selv om han da tydeligt mærkede de små sten under fødderne. Det var først nu, han opdagede, at han hverken havde sko eller strømper på. Faktisk stod han dér midt i vinterkulden kun iført en lang hvid skjorte. Det gjorde ham ikke noget, og det virkede heller ikke som om, de andre tænkte over det.

Nu var de færdige med at synge, og de stod tavse og kikkede på den lille, stribede granitsten.

- Ja den blev da helt pæn til de penge, vi fik samlet ind. Minna viftede en edderkop væk fra bogstaverne. ”Han levede livet, til han døde”, stod der.

Han rakte ned for at stryge Smutte over den strittende grå pels. Hunden rakte den ru tunge ud og slikkede hans hånd. Den peb og logrede med halen. Han nynnede: ”Hvis man må, du spillemand, så bliver jeg glad”.

Pludselig rev Smutte sig løs fra Minna, og løb med snoren slæbende efter sig. Væk var den.

- Hvad gik der af den skøre køter? udbrød Fylde-Fie. Man skulle tro, den havde set et spøgelse.