Seneste nyt

01-04-2022

Jeg havde det på fornemmelsen. Så til samtalen den 3. marts 2022 på Onkologisk i Herning var jeg forberedt på at få en dårlig besked.

Alligevel var det en bombe, der sprang. Uhelbredelig syg af kræft. Spredning med metastaser i leveren. Operation ikke en mulighed. Tilbud om ny omgang kemoterapi med ét kendt + et nyt stof samt en behandling med Avastin, et antistof, der skal kunne bremse blodforsyningen til kræftcellerne.

Jeg fik den første kemo + avastin den 11. marts. 14 dage efter avastin alene, og derefter skal jeg igen have kemo + avastin den 8. april. Nu foregår min behandling på det nye sygehus i Gødstrup.

Jeg har tålt behandlingerne indtil nu helt fint, så det er rimeligt med humøret og nogenlunde med energien. Det er uvirkeligt at tænke på, at jeg måske ikke har så lang tid tilbage at leve i, men ingen kan jo sige noget. Efter 3 serier med behandling, sidst maj - begyndelsen af juni, skal jeg scannes igen for at se om det har haft en virkning.

Jeg vil lytte til Nuser, når han svarer på Søren Bruns: "en dag skal vi alle dø".
Ja, men alle andre dage skal vi ikke - da skal vi leve - og det har jeg tænkt mig at gøre. Jeg har ikke de store ambitioner eller ønsker om at komme ud at rejse, gå i teatret eller til koncerter, men jeg vil heller ikke sige nej til de oplevelser eller det samvær med familie og venner, som jeg har lyst til.

Nu er foråret godt på vej, og med det de lyse dage. Lyset i mit mørke er der på mange forskellige måder. TAK for det. 👍

 

17-01-2022

Tænk at der kun er gået godt 14 dage siden det var Nytårsaften. Jeg synes, det er meget lang tid siden.
Vi havde ellers en god, rolig og rar jul og nytårsaften os tre herhjemme. Ingen festivitas, men lutter hjemlig hygge.
Så er det hverdagen, der banker på, men der sker som sådan intet nyt. Bare grå og lidt triste dage.
Vi kan gå og bides lidt ad hinanden med hver vores skavanker, se tv, læse lidt, gætte kryds og tværs og eller få dagene til at gå med hver vores rutiner.

Nu må det altså vende.
Jeg håber solen, lyset og de stadig længere dage kan hjælpe på det hele, vel vidende, at forandring starter med én selv. 

Tennas og min Nytårskage byder det nye år velkommen.

 

07-10-2021

Kræften er jaget på flugt. Om den vender tilbage må tiden vise. Scanningen den 11.-6.-2021 viste, at der ikke er mere kræft at se. Sikke en lettelse.

Jeg får nu piller, Olaparib, som jeg skal have i 2 år. De er efterbehandlende og forebyggende, og jeg får de stærkeste, da min krop tilsyneladende kan tåle dem.

Så skal blodprøver hver måned vise om det bliver ved med at gå den rigtige vej. Indtil nu viser de, at jeg har et godt immunforsvar og ingen problemer i øvrigt af nogen art. Dejligt.

Sommeren har været stille og rolig med småture i omegnen og gradvist mere og mere udadvendte aktiviteter. Vi er sluppet for mundbind de fleste steder og det virker som om coronaen også er jaget på flugt. Mange er blevet vaccinerede, og da jeg er i særlig risikogruppe skal jeg nu i oktober have det 3. stik. Der er dog stadig folk der bliver smittede og er syge, og rundt omkring i verden står det stadig slemt til. 

Her omkring os er der næsten normale tilstande. Vi har dog ikke helt glemt håndspritten - godt for det - og det er sjældnere med knus og kram til folk, der ikke lige er familie eller nære venner.

Vi kan igen mødes til koncerter og fælles arrangementer, i kirken og i bio uden at skulle holde afstand som før, og vi kan synge sammen. Herligt.

Jeg har været på et ophold på Løgumkloster Refugium, en lille uge for kræftramte arrangeret i samarbejde med KIU, foreningen for Kræft i Underlivet. Det var dejlige omgivelser, inspirerende oplæg og nye bekendtskaber. Alle var meget imødekommende og snakkesalige.

Der var dog efter min mening for meget fokus på sygdom, behandling, tilbagefald og bivirkninger. Jeg forstår godt, at der var brug for at fortælle og udveksle erfaringer, men da overskriften var "Tilbage til livet", så havde jeg forventet mere sjov og kreativitet. Bortset fra det, så var det godt at komme hjemmefra og blive vartet op med dejlig mad, være med til morgensang og aftensang i Klosterkirken og gå daglige ture i den hyggelige by.

I fredags var vi til fødselsdag i Tjørring. Frida er lige blevet 3 år. Det var et par dejlige timer hos dem i deres genhusningsbolig. Om 14 dage kan de flytte hjem igen efter en større renovation i deres lejlighed forårsaget af utætte vandrør under gulvet.

Jeg har i dag været til frisør for første gang, fik studset lidt i nakken og lært hvordan jeg sætter min nye korthårs frisure.

I går var jeg med gamle kollegaer til frokost i Da Winti i Selde, hvor vi også så på kunst. Derefter til Kunst i Grønning og så sluttede vi af med medbragt kaffe og lagkage i Laden på Jenle. Dejlig dag.

Min gode veninde, Ruth, er flyttet til Hadsten. Hende skal jeg beøge i næste uge. Jeg glæder mig til at se, hvordan hun bor.

 

19-05-2021

 Så er der gået over et halvt år siden jeg fik konstateret æggestokkræft. En tid med utallige blodprøver, ture til og fra Skejby og Herning til operation, kemo, scanninger og samtaler.

Jeg fik en stor operation den 1. marts i Skejby, da de første tre gange kemo havde fjernet så meget af kræften i mit underliv, at de kunne fjerne det synlige ved en operation. Det var positivt, men en stor omgang med efterfølgende 35 hæfteklammer til at holde sammen på det hele.

Der gik desværre infektion i de nederste to centimeter af operationssåret, og jeg døjer stadig med at det ikke vil hele. De efterfølgende tre gange kemo har sat helingsprocessen i stå, men nu håber jeg det går fremad. 

Jeg har fået sidste og 6. gang kemo og venter nu på en scanning den 7. juni. Så skal det vise sig, hvad der er tilbage af alt det onde.

Det hele er ret uvirkeligt. Jeg tusser rundt herhjemme og lader mig opvarte, når jeg har mine dårlige dage. Sover meget, ser fjernsyn, hører lydbøger og snakker meget i telefon. Der er så mange der bekymrer sig om mig og er gode til at ringe eller sende sms.

To kvinder på alder med mig er lidt i den samme situation, og vi holder løbende kontakt og snakker om mangt og meget omkring vores sygdomme. Det er både en trøst og glæde, men også en fastholdelse i det anderledes liv, som vi lever og de måske dystre fremtidsudsigter.

Coronasituationen er medvirkende til en ny tilværelse, men nu åbnes der mere op efterhånden som folk bliver vaccinerede. Både Bruno og jeg har fået de to vacciner, som skulle give immunitet, så jeg er mere tryg nu ved at være sammen med flere end før. Det er bare ærgerligt, at Trine 36 og Tenna 44  ikke er blevet vaccinerede endnu.

Om små 14 dage har Trine lovet at holde fælles fødselsdag for Tenna og mig. Vi tager ned til dem med sprit 👍og pålægskagemand. Så sørger de dernede for resten. Åh jeg savner sådan at kunne være mere sammen med børnebørnene.

Jeg er blevet inviteret til frokost med 4 gamle kollegaer fra Mors den 8. juni, og såfremt jeg har det ok tager jeg med. Jeg overvejer også at tage med til fortælleeftermiddag i Holstebro den 13. juni. Det er sidste gang, min gode veninde Ruth er med dér, da hun flytter ned til sin datter i Hadsten til september. Begge steder er det ældre mennesker der som jeg er blevet vaccinerede. Jeg vil glæde mig til gensyn.

Selv om alting er forandret for altid vil jeg prøve at leve livet så længe jeg har det. Ingen kender dagen...

Nu kommer lyset - sommeren - fællesskabet 🙂😎😘

 

 

 

08-01-2021

Siden mit seneste indlæg er der sket mangt og meget, både i samfundet, ja hele verden omkring os og også for mig og min familie.

Coronaen hærger stadig. Ialt har 176.000 personer været smittede i Danmark og 1.487 er døde med covid19. På verdensplan er tallene selvsagt meget større, også %vis. Lige nu gælder forsamlingsforbudet til ikke mere end 5 personer ud over den nære familie.

Butikker er lukkede, dog ikke fødevarebutikker. Biografer, teatre ol. er lukkede, sprotsbegivenheder på professionelt plan gennemføres, men uden publikum. Vi opfordres til at holde os hjemme så meget som muligt, stadig spritte af og bruge mundbind. Ja verden er i den grad forandret.

Også vores nære verden her i familien er forandret. Jeg fik i begyndelsen af november konstateret kræft i underlivet. Det viste sig at være æggestokkræft, som har bredt sig til andre steder i underlivet. Jeg har været til scanninger og kikkertoperation i Skejby, og den 22. december 2020 fik jeg den første af foreløbig 3 kemobehandlinger. Så skal det vise sig ved fornyet scanning, om det har reduceret så meget i spredningen, at jeg kan få en større operation. Derefter igen 3 kemobehandlinger.

Det påvirker hele familien, at jeg har fået denne livstruende sygdom. Som jeg har forstået det, er prognoserne ikke så gode for denne type kræft. Nu her 5 dage før jeg skal have kemo for anden gang, har jeg det fint, selv om jeg hurtigt bliver træt. Derfor er det så sært uvirkeligt at tænke på, at jeg måske kun har få år tilbage at leve i.

Min mand er god til at hjælpe og støtte mig. Selvfølgelig klarer du den, siger han. Du er blandt de 40 %, der lever i lang tid. Jeg er heller ikke selv slået helt ud af det. Underligt at tænke på, at jeg for bare ½ år siden kunne få det fysisk dårligt ved at tænke på, at jeg engang skal dø. Nu er det som om jeg kan være i den tanke, og jeg kan fungere og foretage mig dagligdags ting, gå tur, lave mad, nyde at se film og snakke i telefon med venner og bekendte eller været på video-samtale med Trine og børnebørnene.

Vores sognepræst skrev et stykke i kirkebladet op til adventstiden: Gå bare ind i mørket, lyset er på vej. De ord trøstede mig meget, og jeg tænker tit på dem. Jeg er i en slags mørke, men det er o.k. Lyset er på vej - det skal nok gå - alt bliver godt igen. Det tror jeg på, og jeg ved, at Gud er hos mig. Det føler jeg især, når jeg kommer over i kirken. Der har jeg en gang imellem gået over en hverdag, været helt alene, tændt et lys og sat mig på den øverste bænk, lukket øjnene og bare været. Søndags-gudstjenesterne har jeg ikke deltaget i siden min diagnose. jeg vil ikke udsætte mig for corona-smitte. Dog er jeg begyndt at gå til morgen-andagter i kirken. Det foregår 4 af ugens hverdage. Bare 20 minutter med gode ord, musik og stilhed til eftertanke. Der er der ikke så mange mennesker, og det er trygt og godt.

Nu vil jeg gå i køkkenet og lave pandekager sammen med min ældste datter, som er hjemme hos os hver weekend. Hun er også god til at hjælpe mig med mange ting.